Min verden

Jeg vil skrive verdens bedste blogindlæg. Jeg har en ide til hvordan jeg skal gribe det an.

En start må være at vælge det rette emne. Et emne de fleste ville kunne relatere til. Dog ikke for almindeligt et emne, som er gennemdebateret på alle tænkelige måder.

Dette relaterbare emne skal transcendere hen i noget spektakulært, som vil belyse emnet på en original måde. Læseren skal finde sig selv i en ah-ha oplevelse, der vil huskes og fortælles ved aftensmadsbordet.

Indholdet, vigtigst som det er, vil let falde til jorden hvis ikke jeg gennemtænker alle aspekter indlægget. Kompositionen skal være yderst overskuelig; give læseren lyst til at læse videre. Den røde tråd vil holde tankene på et sted, så alt andet let kan abstraheres fra. Ord skal lege med hinanden, og ikke bare være et samsurium af nøkterne gloser der bare er kastet sammen.

Et indlæg der i samtiden vil være relevant men stadig være tidløs, så folk om mange år vil kunne se tilbage til indlægget, og det i sin fulde længde vil tale til den almindelige læser såvel som den akademiske.

Til sidst skal læseren sidde tilbage med en feel good fornemmelse, og tænke; hvordan kan ingen anden være kommet i tanke om det før nu?

Rodebutikken skrev forleden om de mystiske håndtegn/vink buschauffører gir hinanden. Jeg er selv lokofører, så jeg tænkte lige jeg ville komme med lidt inciderviden, for os lokoførere vinker også til hinanden nemlig.

Det er ikke sådan at man lære hvem man skal vinke til på lokomotivførergrundskolen i Høje Tåstrup/Tønder. Det kommer ganske enkelt af sig selv, når man er i praktik. På banen er der også forskellige toge at hilse på og måder man hilser på.

For at begynde et andet sted, så har svenskerne en lidt speciel og halv irriterende måde at hilse på. Vi kører altid med lagt lys tændt. Når man så ser et tog lidt fremme, blænder man ned, for det lange lys er jo ret skarpt. Lige når togene er så tæt på man kan se hinanden, blænder de kære svenskere op for det lange lys, i et hurtigt blink. Altså ikke lige det man har lyst til at se.

Sjællændere nøjes med at blænde ned og vinke. Når mørket falder på, nøjes vi med bare at blænde ned; ingen grund til at vinke når man alligevel ikke kan se hinanden i mørket.

I Jylland kører der ikke lige så mange toge som på sjælland, så når der endelig kommer et tog at hilse på, skal det altså også gøres; også selv om der er mørkt. Så tænder de lyset i førerrummet så de kan se de vinker til hinanden.

Omvendt busserne vinkes der på kryds og tværs på banen. Jeg vinker til S-togene, de forskellige godstogs selskaber, Arriva, DSB First (skal måske tages op til overvejelse), lokalbanerne og folk der står på broer og ved siden af sporet og vinker til toget.

Ja, der vinkes stort set til alle jeg kommer forbi. Engang i mellem vinker jeg også til dyrene i den pragtfulde natur, men det må du ikke sige til nogen.

DET VED jeg du gør. Jeg gør.

Sagen med Dem er at de gør det helt forkerte. De er ikke normale. De er SÆRE.

KENDER DU dem der kan bruge timer og atter timer på at spille små mærkelige spil på nettet? Meningsløse spil hvor det f.eks. gælder om at skyde balloner ned i samme farve. Helt ærligt; har de ikke bedre ting at give sig til?

Kender du dem? I know I do.

Dem der ikke kan holde deres ben stille når de sidder ned. Det kan virkelig være irriterende. Gulvet, stole, borde, sofa, ja alt dirrer. Spis en valium og sid stille.

Jeg kender dem, gør du?

Kender du dem der altid går på stregerne. Hva’ er der med de streger? Hvor spændende er det lige at gå og kigge ned i fliserne hele livet? Se dog op. Livet er smukt hvis man ellers tager sig tid til at kigge på det.

Kender du dem der retter på folks grammatiske fejl når de taler? Hvorfor skal de gøre opmærksom på sådanne småting? Hvad får de ud af det? Sådanne sprogvaner er meget svære at bryde.

Kender du dem der altid laver mærkelige lyde; såsom dråber eller sugekopper? Hva’ fisen er det nu for en vane at tillægge sig.

Kender du dem der siger film citater højt til film de har set, til de andre tilstedeværendes frustration? Er der noget mere belastende? Film er det hellige øjeblik hvor der bare skal være stilhed.

DEM KENDER jeg tihvertifalder godt, for det er nu jeg må krybe til bekendelse og sige disse særheder er mine egne.

DET HELE startede (ja sådan begynder en meget langt ude episode der virkelig er uheldig og komisk) med et spil World Monopoly i cyberspace. De andre kendte jeg slet ikke og dem ikke mig. Som spillet skred frem blev jeg mere og mere irriteret. En af spillerne kørte nærmest heads på mig. Spilleren gik mig så meget på at jeg begyndte at skrive ting jeg ser tilbage på med en smugle skam. Det endte med et bittert nederlag til mig og et par spydige kommentarer på vej ud. Bag efter ville jeg lige tjekke spilleren ud der gav mig lange løg. Hendes profil var ikke noget særligt, men syns nu hun så meget godt ud på hendes profil billede. En ting jeg lade mærke til var at hun havde været inde på min profil. Allerede her vil den opmærksomme læser kunne lægge to og to sammen (eller en og en).

Historien fortsætter.

SENERE PÅ dagen skal jeg med bussen på arbejde. Mens jeg sidder og tænker og lander mit blik på en smuk pige der er på vej ind i bussen. Du ved, langt blondt hår, go røv og en selvsikker udstråling. Da hun venter sig om for at gå ned og sætte sig ser jeg hendes ansigt ordentligt. Med et sug forsvinder blodet fra mit hoved. Mit hjerte banker og jeg vender hurtigt hovedet og kigger ud af vinduet. Hun sætter sig ved siden af mig. Skulder mod skulder og lår mod lår mærker jeg hendes tilstedeværelse. Hende fra Monopoly spillet. Hende jeg kastede mudder efter. Hun har med sikkerhed ikke lagt mærke til mig. Fraværende tager hun sin mobil op af lommen, kigger på den, og gemmer den væk igen. I mit skjul tænker jeg lidt over hvor længe jeg mon skal sidde og gemme mig. Det viser sig at være længere end jeg kunne tænke mig. Jobbet som lokofører er ikke ligefrem et job hvor man bliver rost for at komme for sent. Pigen lagde ikke mærke til mig, og jeg tog bussen et stop længere end hende, og en bus tilbage til mit arbejde.

HVIS DU læser med der ude Monopoly-pige, så håber jeg du tager det her med et smil. Jeg har lært at verdenen er meget meget lille.

Vi var færdige af grin i går, min roommate og jeg. Jeg skulle lige bevise at hjemmesiden Wikipedia.com er en hjemmeside alle kan skrive på, og redigere. Idéen er at alle skal kunne skrive om alt, ås til sidst vil folks forskelligheder dække være med til at få dækket, ja hvad der skulle være interessat at skrive om det dette univers. Der står f.eks. en artikel om avisen her, færøsk kædedans og Aßling, en kommune i Landkreis Ebersberg i Regierungsbezirk Oberbayern i den tyske delstat Bayern. Det folk som dig og mig der har tænkt: ”Hm. Der er ikke oprettet en artikel om Hundeprutter. Det vil jeg skrive om.”

Min måde at demonstrere at man kan skrive om hvad som helst, og at det ikke skal godkendes af nogen før det udgives på hjemmesiden, var at skrive en artikel med min vens fulde navn. Den eneste tekst var: ”X er en herlig gut, der bor på amager”. Det var altså herre grineren i situationen, hvis du ikke kan se morskaben i det. Artiklen blev dog slettet umiddelbart efter, af folk der går op i det skal være en seriøs hjemmeside. Alle kan jo redigere og slette som de har lyst.

En ting du kan gøre hvis du keder dig, er at trykke på knappen ”tilfældig artikel”. Det kan man få flere timer til at gå med.